Grønlands Statistiks ledighedsdefinition
Datagrundlaget i den grønlandske ledighedsstatistik er registreringer af borgere, der har henvendt sig til et arbejdsmarkedskontor som arbejdssøgende. Som det fremgår af ovenstående, er dét at være arbejdssøgende (2. kriterium) dog ikke tilstrækkeligt i sig selv til at kunne betragtes som ledig efter ILO-definitionen. Endvidere er den korteste referenceperiode, de anvendte data giver mulighed for, på én måned, hvilket er betydeligt længere end ILO’s anbefalinger. Med de tilgængelige data og ønsket som i videst mulig omfang at opfylde ILO’s anbefalinger har Grønlands Statistik valgt følgende kriterier for at blive betragtet som ledig i en måned:
1. Man er registreret som arbejdssøgende ved et arbejdsmarkedskontor og
2. ikke er registret som beskæftiget i beskæftigelsesregistret i samme måned.
Som en del af datavalideringen og for at sikre en homogen analysepopulation, hvor demografiske og geografiske profiler er kendte, afgrænses ledigheds- og arbejdsstyrkestatistikken til den fastboende befolkning. Denne er defineret som alle personer, der havde bopæl i landet både primo og ultimo opgørelsesåret.
Endvidere afgrænses de to statistikker til personer i alderen 18-64 år. Dette grundet at arbejdssøgende under 18 år og over 64 år kun i sjældne tilfælde lader sig registrere ved det lokale arbejdsmarkedskontor. Et forhold der givetvis skyldes, at personer i disse aldersgrupper ikke er berettiget til indkomsterstattende ydelser, der er betinget af, at man lader sig registrere som arbejdssøgende. Statistikkens primære kilde dækker således ikke i tilstrækkelig grad ledige udenfor alderen 18-64 år, hvorfor opgørelser for disse aldersgrupper er behæftet med stor usikkerhed og derfor udelades.